Fremtidsfuldmagt

Hvad er en fremtidsfuldmagt?

En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft en gang i fremtiden, hvis du bliver syg eller svækket og mister evnen til selv at tage vare på dine økonomiske eller personlige forhold. Du kan give fremtidsfuldmagt til en eller flere personer, som du selv udpeger. Hvis fremtidsfuldmagten bliver sat i kraft, er den eller de personer såkaldte fremtidsfuldmægtige og kan repræsentere dig og handle på dine vegne. Du er selv fuldmagtsgiver.

Selvom du opretter fremtidsfuldmagten i dag, vil den først kunne sættes i kraft og virke, hvis du en dag bliver syg, mentalt svækket mv.

En fremtidsfuldmagt er et privat og selvvalgt alternativ til værgemål.

Ordningen er trådt i kraft den 1. september 2017.

 

Hvem kan oprette en fremtidsfuldmagt?

Du kan oprette en fremtidsfuldmagt, hvis du er fyldt 18 år og er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Det betyder, at du skal være i stand til at forstå konsekvenserne af oprettelsen. Du kan fx ikke oprette en fremtidsfuldmagt, hvis du er under værgemål.

 

Hvad skal der stå i fremtidsfuldmagten?

Når du opretter fremtidsfuldmagten, skal du udfylde nogle standardoplysninger om dig selv og din(e) fremtidsfuldmægtig(e). Derudover kan du skrive fuldmagten, som du vil, så den passer lige præcis til din egen situation.

 

Hvordan opretter jeg en fremtidsfuldmagt?

Oprettelsen af en fremtidsfuldmagt består af to trin.

Først skal fuldmagten indtastes og underskrives i den digitale Fremtidsfuldmagtsregister. Det sker via Digital tinglysning på Tinglysning.dk.

Herefter skal du ved personligt fremmøde for en notar vedkende dig fremtidsfuldmagten. Du viser notaren legitimation i form af pas, kørekort eller anden offentlig billedlegitimation. Notaren kontrollerer på den måde din identitet. Notaren påser derudover, at oprettelse af fremtidsfuldmagten er dit eget ønske, og at du fornuftsmæssigt er i stand til at oprette fuldmagten.

 

Du finder notaren via byretten

Du skal henvende dig til byretten for at få kontakt til en notar. Du kan på Domstolsstyrelsens hjemmeside finde den byret, der ligger tættest på dig. Hvis du ikke har mulighed for at møde fysisk op ved en notar, kan du få notaren til at komme til dig på din hjemmeadresse eller på hospitalet.

 

Pris

Når du vedkender dig fremtidsfuldmagten for notaren, skal du samtidig betale en retsafgift på 300 kr. (2017)

 

Hvornår og hvordan bliver fremtidsfuldmagten sat i kraft?

Statsforvaltningen sætter fremtidsfuldmagten i kraft. Det er først herefter, at fremtidsfuldmagten får virkning.

Det er din(e) fremtidsfuldmægtige – eller efter omstændighederne dig selv – der skal bede Statsforvaltningen om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft.

Din(e) fremtidsfuldmægtig(e) kan først bede Statsforvaltningen om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft, når du er i den tilstand, som fremtidsfuldmagten er betinget af. Dvs. den dag du som følge af sygdom, svækket mental funktion, helbred el.lign. ikke længere har evne til at varetage dine personlige og/eller økonomiske forhold.

Når din(e) fremtidsfuldmægtig(e) beder Statsforvaltningen om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft, skal de samtidig:

·         fremlægge en lægeerklæring om din tilstand for Statsforvaltningen,

·         erklære at de har talt med dig og din ægtefælle eller samlever om indgivelsen af anmodningen, og

·         have underrettet dine nærmeste pårørende om indgivelsen.

Herefter tager Statsforvaltningen stilling til, om fremtidsfuldmagten kan sættes i kraft.

 

Gebyr når fremtidsfuldmagten skal sættes i kraft

Når din(e) fremtidsfuldmægtig(e) anmoder om at få sat fremtidsfuldmagten i kraft, skal der betales et gebyr på 900 kr. (2017)

 

Hvordan ved andre, at jeg har en fremtidsfuldmagt?

Når Statsforvaltningen har afgjort, at fremtidsfuldmagten skal træde i kraft, bliver afgørelsen tinglyst i Personbogen. Herefter er fremtidsfuldmagten offentligt tilgængelig.

Det betyder, at både relevante aftaleparter og offentlige myndigheder (dvs. tredjeparter), som fremtidsfuldmægtigen(e) henvender sig til, kan undersøge, hvad fuldmagten omfatter, og hvem der kan handle på dine vegne.

På den måde er fremtidsfuldmægtigen(e) over for tredjeparter tydeligt legitimeret til at handle for dig. Det sikrer, at tredjeparter kan stole på fuldmagten, og at fremtidsfuldmagten i praksis kan bruges efter hensigten.

 

Hvad kan en fremtidsfuldmagt omfatte, og hvad kan fremtidsfuldmægtigen?

En fremtidsfuldmagt kan omfatte økonomiske og personlige forhold. Det betyder, at fremtidsfuldmægtigen kan handle på dine vegne og repræsentere dig inden for de områder, som du har bestemt, at fuldmagten skal omfatte.

Økonomiske forhold omfatter bl.a. adgangen til at lave betalingsaftaler med banker, omlægge lån i fast ejendom og ansøge om offentlige ydelser.

Personlige forhold omfatter bl.a. adgangen til at søge om offentlig hjælp, fx hjemmehjælp, komme med ønsker til pleje og omsorg af dig og bede om aktindsigt i din patientjournal.

Hvis det er bestemt i anden lovgivning, at man ikke kan lade sig repræsentere af en anden – eller kun af bestemte personer – kan fremtidsfuldmægtigen ikke træde ind. Det gælder bl.a. visse bestemmelser i sociallovgivningen, fx i forhold til samtykke til at flytte på plejehjem.

 

Fremtidsfuldmægtigens pligter

Den (eller dem), du vælger som fremtidsfuldmægtig(e), skal som udgangspunkt handle, som du selv ville have gjort. Fremtidsfuldmægtigen(e) har pligt til at bruge fuldmagten i din interesse og gøre, som du har anvist i fuldmagten, og respektere dine forhåndstilkendegivelser og ønsker.

Fremtidsfuldmægtigen skal desuden så vidt muligt inddrage dig og din ægtefælle eller samlever, før fuldmagten anvendes i vigtigere forhold, fx ved salg af jeres hus.

 

Det, fremtidsfuldmægtigen ikke må

Fremtidsfuldmægtigen(e) kan ikke på dine vegne lave aftaler med sig selv. Fremtidsfuldmægtigen(e) kan heller ikke bruge fuldmagten, hvis der kan være modstridende interesser mellem dig og fremtidsfuldmægtigen. Fremtidsfuldmægtigen kan fx ikke på dine vegne sælge din bil til sig selv.

 

Dokumentation og penge

Fremtidsfuldmægtigen(e) skal opbevare dokumentation for de dispositioner, som foretages på dine vegne. Fremtidsfuldmægtigen skal også holde sine egne penge adskilt fra dine. Det gælder dog ikke, hvis det er din ægtefælle eller faste samlever, der er fremtidsfuldmægtig.

 

Hvornår ophører en fremtidsfuldmagt?

En fremtidsfuldmagt ophører automatisk, hvis du som fuldmagtsgiver afgår ved døden. Fuldmagten ophører også, hvis du kommer under værgemål. Det gælder dog ikke, hvis værgemålet drejer sig om noget, som ikke er omfattet af fremtidsfuldmagten.

Fremtidsfuldmagten ophører også, hvis fremtidsfuldmægtigen:

·         ikke længere ønsker at være din fremtidsfuldmægtig,

·         kommer under værgemål, eller

·         selv har oprettet en fremtidsfuldmagt, der bliver sat i kraft.

Fremtidsfuldmagten ophører dog ikke, hvis der er udpeget andre fremtidsfuldmægtige, der fortsat kan varetage opgaven, eller hvis du har udpeget subsidiære fuldmægtige, som skal træde ind i sådanne situationer.

Fuldmagtsforholdet kan desuden ophøre helt eller delvist, hvis der opstår tvivl om fremtidsfuldmægtigens evner til at være din repræsentant. I disse tilfælde kan Statsforvaltningen vælge at indlede en sag om værgemål, hvis Statsforvaltningen af hensyn til dig vurderer, at det er nødvendigt.

 

Er der kontrol med fremtidsfuldmægtigen?

Statsforvaltningen fører et ”hvilende” tilsyn med fremtidsfuldmægtigen(e).

Det betyder, at Statsforvaltningen ikke skal godkende fremtidsfuldmægtigenes dispositioner, men kan gribe ind, hvis Statsforvaltningen på den ene eller anden måde bliver opmærksom på noget, der kan stride imod dine interesser. Om nødvendigt kan Statsforvaltningen sætte fremtidsfuldmagten ud af kraft.

Hvis du ønsker et aktivt tilsyn med din(e) fremtidsfuldmægtig(e), kan du udpege en tredjepart, fx en advokat eller revisor, til at føre tilsyn med fremtidsfuldmægtigen(e). I så fald skal du beskrive præcist i fremtidsfuldmagten, hvem du ønsker som tilsynsperson, og hvad tilsynet skal omfatte.